Vandmålere
Lolland Vand A/S ejer vandmåleren og betaler derfor for den almindelige udskiftning. Bliver vandmåleren udsat for hærværk eller frostsprængning, skal du selv betale for udskiftningen og en ny måler.
Det er vigtigt, at du aflæser din vandmåler mindst en gang om måneden. Kontroller også, om vandmåleren kan stå stille. På den måde kan du hurtig konstatere fejl og utætheder.
Opdager du fejl ved måleren, skal du straks kontakte Lolland Vand A/S eller en autoriseret VVS installatør. Plomben på vandmåleren må under ingen omstændigheder brydes af andre end folk fra vandværket eller en autoriseret VVS installatør.
Brud på vandrør
Grundejeren ejer vandledningen fra skel til vandmåler. Brud skal straks repareres af en autoriseret VVS-installatør. Reparationen skal synes og godkendes af Lolland Vand A/S.
Et skjult brud på vandledningen kan give så meget støj i vandinstallationen, at man kan høre en susen, når man lægger øret til vandmåleren eller vandrørene. Konstaterer du en sådan susen, skal du hurtigst muligt kontakte en VVS-installatør eller Lolland Vand A/S og få sagen undersøgt.
Placering af måler
Det er vigtigt, at måleren er opsat korrekt, så den er let at udskifte og aflæse. Lad ikke skabe og andre møbler dække for måleren.
Afspærringsventiler før og efter vandmåleren skal fungere ved udskiftning af måleren. En eventuel udskiftning af afspærringsventiler betales af ejeren og må kun udføres af en autoriseret VVS installatør.




